Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:


Kursus II - lektion 3​

​Fortælling & Skrift

​Jeg skulle giftes. I begyndelsen af det nye år. Dette betød, at den kommende nytårsaften ville blive den sidste, jeg kunne fejre som ungkarl. En ganske særlig, ja, næsten magisk og umådelig betydningsfuld aften. Et sacramente. Den sidste nytårsaften. Inden indgåelse i den hellige ægtestand. Ophøjet rus, beruselse, henført ekstase; med krystalklar, frostfast og himmeldyb selvforglemmelse ville jeg, nej, ikke gå, svæve, glide ind i dette næste år, der skulle blive min nye alder, mit nye liv, mit nye mig.

Jeg tog derfor ikke mod en hvilken som helst indbydelse.

Alt skulle være perfekt.

Da nytårsaften nærmede sig, måtte jeg konstatere, at min store ambition og min kritiske holdning, havde bragt mig i forlegenhed. Jeg havde sagt 'nej' til alle indbydelser, der ikke havde været absolut perfekte. Og havde nu kun en åben invitation til en perifer ven og dennes kone; de havde to små børn og skulle oven i købet have bedsteforældrene til middag.

Absolut uperfekt.

Niels og Inger. De boede i byens vestlige udkant. Jeg tog derop til spisetid. Allerede inden vi satte os til bords var stemningen trykket. Bedsteforældene var for nyligt blevet skilt. Og mødtes nu for anden eller tredie gang. Dette bragte også en høflig forlegenhed ind i den ellers almindeligt joviale omgang, som både Inger og Niels udviste overfor bedsteforældrene, der derfor klamrede sig til børnebørnene.

'Det er jo deres, børnenes fest.' Syntes bedstefar. Og bedstemor.

Alt for børnebørnene. Jeg syntes noget andet. Og begyndte derfor at drikke til allerede inden vi satte os til bordet.

Sådan gik aftenen.

Jeg blev stadig mere fuld og i takt med min beruselse mere og mere bitter og hadefuld stemt overfor både Inger, Niels, bedsteforældrene og børnene, der alle ligesom tilsigtet ødelagde min sidste nytårsaften, mit hellige øjeblik, min rituelle overgang. De svin.

På et eller andet tidspunkt spillede vi trivial persuit. Børne trivialpersuit. Børne oste trivial persuit. Jeg var nød til at fortælle dem, hvad jeg mente om dette. De syntes, jeg skulle tage hjem og 'sove den ud'. Jeg forstod ikke. Jeg kom dog hjem. Det ville sige, hjem til en lejlighed, jeg havde fremlejet og lige var flyttet ind i. Jeg gik ud i køkkenet og tændte et stop tobak.

Det næste jeg husker er lyden af en dør, der smækker.

Jeg står i opgangen foran hoveddøren indtil lejligheden.

Den er låst.

Jeg har en kortærmet, hvid skjorte på. Strømpesokker, bukser. Ingen nøgle. Ingen penge. Jeg husker på bagtrappen, køkkendøren, der aldrig er låst. Adgang til bagtrappen sker gennem gården. For at komme ud i gården må jeg forlade opgangen. Jeg går derfor ud i gården og hører for sent døren smække i lås bag mig. Temperaturen er omkring frysepunktet. Lidt over. Det har på et eller andet tidspunkt i aften sneet. Sneen er på overfladen stadig hvid, under overfladen er den som en pulp, gråhvid pløret sorbet, der allerede efter de første par skridt mod bagtrappen har gennemvædet mine strømper og det nederste af mine bukseben. Døren ind til bagtrappen er også låst. Jeg er nu låst tre gange ude. Jeg kan ikke komme ind i lejligheden, jeg kan ikke komme ind i opgangen og jeg kan ikke komme ind på bagtrappen. Jeg hopper over en mur, undgår stort set at svine mig til og kan vende tilbage til opgangsdøren. Der er ingen, der besvarer mine tryk på opgangstelefonen. Jeg ved ikke, hvad klokken er. Og det er, som tingene ser ud i øjeblikket, heller ikke mit største problem. Klokken.

Nogle venner bor tæt på i et byhus. Små fem hundrede meter.

Jeg løber over til dem, er undervejs optaget af, synes jeg, et væsentligt spørgsmål. Skal jeg beholde strømperne på? De har, som situationen ser ud i øjeblikket, intet at byde på i retning af varme og magelighed. Tværtimod. De opsamler snesjap, der sidder som kager, små klumper omkring mine ankler. Dette taler for, at jeg skal tage dem af. På den anden side. At løbe rundt med bare tær nytårsnat i noget nær frostvejr forekommer mig at være barbarisk. Jeg beholder dem på. Dette vil også give mig mulighed for senere at tage dem af. Tog jeg dem af nu, ville jeg ikke senere kunne tage dem på. Sådan forekommer det mig. Mine venner i byhuset er ikke hjemme, eller sover tungt. Deres køkkendør er altid åben. Men for at komme til køkkendøren skal jeg klatre over et gammelt træstakit. Der er en dør i stakittet. Denne naturligvis også låst. Stakittet er tilgroet med en slags slimet, grønt mug, der gør det vanskeligt at klatre over det. Det lykkes mig endelig. Det vil sige. Det lykkes mig at klatre over stakittet. Men min hvide, kortærmede skjorte bliver smurt ind idet slimede grønne mug. Eller rettere. Det slimede, grønne mug, som jeg nu har overalt på kroppen, i ansigtet og på hænderne er særligt synligt på min hidtil hvide men dog stadig kortærmede skjorte. Køkkendøren er i aftenens anledning låst. Jeg må klatre samme vej tilbage over stakittet.

Det gør ikke længere så ondt i mine fødder.

En dump følelsesløshed har erstattet smerten. Men jeg kan ikke godt tage flere chancer. Det vil være nødvendigt, at tage tilbage til Niels, Inger, bedsteforældrene og børnebørnene. Og sige undskyld. Og sige et eller andet i hvert fald.

Jeg prejer en taxa.

Den stopper.

Mistillid og forbløffelse er at læse i taxachaufførens ansigt. Jeg forklarer ham, så godt jeg kan, at jeg ingen penge har og hvorfor. Af en eller anden grund begynder han at hidse sig op. Jeg forsikrer ham, at han skal få sine penge, så snart vi er ved adressen. Han beder mig forlade vognen. Jeg gør det.

Efter nogen tid kommer der en bus. Jeg stiger ind iden uden at være sikker på, hvor den kører hen, men mest fordi det ikke længere er tåleligt at opholde sig udendørs. Efter nogen overvejelse sætter jeg mig midt i bussen, til venstre på de dobbelte sæderækker med en mine, som har jeg gyldig rejsehjemmel. Jeg har imidlertid ikke gyldig rejsehjemmel. Chaufføren betragter mig fra tid til anden i bussens bakspejl. Han siger ellers intet. Bussen kører generelt i den rigtige retning. Det vil sige opad og mod vest. Stort set godt. På et tidspunkt forekommer det mig at vi, bussen, buschaufføren og mig, kører for meget mod venstre og syd. Jeg siger, 'godnat' til chaufføren og stiger af. Han siger stadig intet. Jeg går de sidste små 2 kilometer. Små. Og når endelig frem. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad klokken er. Men det må være sent. For Inger, Niels, bedsteforældrene og børnene er åbenbart gået i seng. Der er i hvertfald ikke nogen, der åbner døren. Jeg sætter mig foran døren. Tager måtten og lægger den over mine ben. For måske på den måde at forhindre forfrysninger. For alle tilfældes skyld bliver jeg ved at ringe på. Jeg falder, naturligvis, ikke i søvn men vågner ved at bedstemor åbner døren. Der er da ikke mere strøm på ringeklokkens batteri.

Jeg siger godmorgen.

Hun siger mit navn. Flere gange.

Beskriv en hændelse, som ovenstående fra virkelighedens verden gerne pinlig, du ofte har fortalt. Gør fortællingen så skriftsproglig, litterær, du kan. Kan du ikke finde en pinlig hændelse, kan det være en hvilken som helst oplevelse, hvor der har været mange følelser på spil.

Brug ca. 40 minutter. Skriv hurtigt. Men gør dig umage.

Seneste nyheder​

  • Kursus I & Kursus II
    ​starter mandag d. 7. august. Tilmeldingen er åben.
Klik her
  • Få en vurdering af din prosa eller lyrik
    Klik her
  • Skrivekurser for børn & unge
    ​I sommerferien har vi halv pris på skrivekurser for børn og unge.
    Klik her
  • Kursus I, kursus II & masterclass med rabat
    ​Klik her

FORFATTERSKOLE.DK // TLF.: 58 59 10 30 // INFO@FORFATTERSKOLE.DK// CVR: 27403166