LIVAGTIGHED & INDLEVELSE
Sproget har den mærkværdige egenskab, gennem ord og sætninger, at fremstille sine genstande. Hvis jeg skriver: 'Her er en rose', så ser vi faktisk en rose for os, selvom der, ja, undskyld, bogstaveligt talt, egentlig bare er fire ord og seks bogstaver.
Det er denne forunderlighed, vi læner os opad, når vi skriver. Ordene og sætningerne vi skriver, skaber en verden, et selvstændigt univers, ikke fordi vi vil det, men fordi det er en særlig egenskab, der ligger indfoldet i ordene og sætningerne. Selvom vi læser en bog skrevet i 3. person entalt og datid, oplever vi det, som om det sker nu og for (sammen med) os. Det vi læser er Leibhaft-Da, er livagtigt-her. Men denne livagtighed, denne tekstens selvstændighed (også kaldet suverænitet) er følsom. Fordi teksten skal ikke kun vinde selvstændighed i forhold til læseren.
Teksten skal også blive selvstændig i forhold til forfatter!
Denne særlige samklang mellem forfatter og tekst, maler og maleri, musiker og musik, hører til blandt de største gåder. Og berører kernepunktet i al kunst-æstetik. Det er godt når det er sandt. Og det er sandt, når det har vundet suverænitet. Og det er suverænt, når det har løsrevet sig fra forfatter.