Kurser for børn & unge
– skrivetalent har brug for plads, opmuntring og retning
Et trygt sted at være kreativ
Mange børn og unge elsker at skrive. De opfinder historier, tegner karakterer, lever sig ind i verdener, de selv skaber – og bruger sproget til at forstå både sig selv og verden omkring dem. Men det kan være svært at finde et sted, hvor den lyst bliver taget alvorligt, og hvor der er plads til både fantasi og fordybelse.
På vores skrivekurser for børn og unge skaber vi netop dét rum: et sted, hvor de kan udvikle deres skrivetalent med støtte og inspiration. De møder andre, der også elsker at skrive, og bliver guidet af erfarne undervisere, der ved, hvordan man skaber et trygt og kreativt læringsrum – uden præstationspres.

Vi lægger vægt på at møde den enkelte dér, hvor han eller hun er. Uanset om dit barn skriver noveller, dagbog, fantasy eller noget helt fjerde, handler forløbet om at styrke lysten til at skrive – og give konkrete redskaber til at blive endnu bedre. Det handler om at blive set og taget alvorligt som ung skribent.

