Lektion 1 – masterclass

​Dette har vi berørt tidligere.

Det suveræne.

Hvornår er det, vi laver, godt nok? Hvornår kan det ikke blive bedre? Det er godt nok, når det er suverænt. Det kan ikke blive bedre, når det er suverænt. Men hvad er det, suverænitet?

Kunstværkets (tekstens, billedets, musikstykkets) særlige og nødvendige kvalitet, dets suverænitet, er en fænomenologisk bestemmelse. Dette betyder, at bestemmelsen karakteriserer den særlige måde frembringelsen viser sig på. Der er ikke æstetiske overvejelser indeholdt i denne bestemmelse. Når en frembringelse bliver suveræn, bliver den større end frembringer, får magt over frembringer. Dette er samtidig, mange stiller naturligvis det spørgsmål, målet for, hvornår det er godt nok. Den (romanen, teksten, musikken) er god nok, når den vil stå for sig selv, får sin egen vilje, sin egen drift, sin egen impetus. Dette er naturligvis ikke noget, der sker fra side 1. Det er en process, der sker gradvist.

Inden jeg begynder at skrive, skal jeg kende mine personer, vide hvordan de ser ud, hvordan de går klædt, hvordan de taler, hvad de laver, kender deres sociale forhold, det vil sige deres forældre, samlever, børn, arbejdskolleger, kende deres livsambitioner, deres salighedsforhold, deres antipatier. Dette synes måske indlysende. Og er det naturligvis også. For hvordan ellers skrive troværdigt om noget som helst, hvis ikke man til bunds kender det, man skriver om? Ikke fordi vi skal skrive om netop disse forhold.

Slet ikke.