Parisisk Spleen

​

Man bør altid være beruset. Alting beror paa det: det er den eneste Opgave.

For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre

og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden ophør.

Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd som I vil. Men berus jer.

Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trapper, paa en

Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,

og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden,

Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret, alt det, som flygter, alt det, som sukker,

alt det, som rinder, alt det, som synger, alt det, som taler,

spørg hvilken Time det er; og Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen,

Uret vil svare jer: “Det er Beruselsens Time!

For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle,

​saa berus jer; berus jer uafladeligt!

I Vin, i Poesi, i Dyd som I vil.”