Normalt er vi klar over, at der er en forskel på os selv og verden.
Men der gives situationer, hvor denne forskel ikke er så oplagt, hvor vi ikke i nævneværdig grad eller slet ikke opdager, at der er en forskel. Når noget optager os, f.eks en god film. Den opsluger os, vi glemmer tiden, stedet, os selv. Der er kun den forunderlige enhed af betragtning og betragtet.
Det samme er tilfældet, når vi læser en god bog. Efter de indledende besværligheder, hvor sprog og tone og stil skal accepteres, er der - lige pludselig - ikke længere bogstaver, sprog, sætninger. Bogen og læseren bliver som ét. Bogen læser ligesom sig selv op, taler med sin egen stemme et sted bag vores øjne.
Dette forhold er medbestemmende for den idé, der i romantikken er blevet født om det ophøjede, indspirerede øjeblik, hvor kunstneren slået af guddommelighed, skaber sit værk i ekstatisk, henført inspiration.