- Fortsat -
I den klassiske roman, hvilken vi kender fra forfattere som Goethe, Karen Blixen, Dostojevskij etc., er romanerne fulde af eksplicitte fortællere i tillæg til en generel, implicit og autorial fortæller, der ofte er forfatteren selv.
Det kan blive ganske komplekst. Hvis vi har en implicit og altså ikke navngiven fortæller af en roman, der fortæller en historie om en greve, der fortæller en historie om sin niece, der har fortalt en historie om greven selv, har vi ganske mange niveauer at arbejde med. Disse forskellige niveauer kan gribe ind i hinanden og kan af forfatter bruges aktivt til at spille personer i romanen ud mod og op mod hinanden, ligesom de kan bruges til at fremhæve tematiske pointer.
Vi kan i en sådan roman arbejde med en løgnagtig fortæller, en selvforherligende fortæller, en mavesur fortæller, sålænge vi (forfatter) lader disse indgå i en sammenhæng fortalt enten af en implicit eller eksplicit og meget ofte autorial fortæller af romanen. Personerne bliver altså både personer i en fortælling fortalt af den implicitte fortæller og derefter selv eksplicitte fortællere, der fremstiller et dramatisk forløb i romanen.
En anden variant af den eksplicitte fortæller kender vi fra Søren Kierkegaards forfatterskab, hvor der arbejdes med pseudonymitet. Det vil sige, at personen, der står som forfatter til bogen, er fiktiv. Vi kender blandt Kierkegaards pseudonymer 'Victor Eremita' fra bogen Enten Eller og 'Johannes de Silentio' fra bogen Frygt og bæven, for nu bare at nævne et par. Disse tjener samme formål som den eksplicitte og indlagte fortæller i en roman gør det. Forfatter bruger og drejer det givne dramatiske stof gennem fortælleren.